Forskudsopgørelsen
Forskudsopgørelsen er en slags budget over din forventede indkomst og skat. Hvis dit liv eller økonomi ændrer sig, skal du tilpasse din forskudsopgørelse. Så betaler du løbende den rigtige skat.
Fra den 24. november 2026 kan du se og rette din forskudsopgørelse for 2027.
Se og ret din forskudsopgørelse
Ret forskudsopgørelsen, når der sker større ændringer i din økonomi eller i dit liv
Her er nogle eksempler på situationer:
Har hjemmearbejdsdage eller ny afstand til dit job (har betydning for eventuelt kørselsfradrag)
Går op eller ned i løn
Får nyt job eller mister job
Køber bolig eller fritidsbolig
Sælger bolig eller fritidsbolig
Bliver gift eller skilt
Begynder at få pension eller efterløn
Indbetaler mindre eller mere til pensionsopsparing
Begynder eller stopper med at få SU
Begynder eller stopper med at få kørselsfradrag
Får eller stopper med at have fradrag for renteudgifter
Renteudgifter ændrer sig
Lukker min virksomhed
Min virksomheds overskud har ændret sig
Starter egen virksomhed
Forskudsopgørelsen kommer hvert år i november, hvor du kan se vores bud på, hvordan din skat bliver i det kommende år. Hvis der sker ændringer i din økonomi, bør du rette forskudsopgørelsen, så du løbende betaler den rigtige skat.
Når du retter din forskudsopgørelse i TastSelv, retter du også dit skattekort, som automatisk bliver sendt til fx din arbejdsgiver, SU eller dit pensionsselskab.
Hvis du vil se, hvad du faktisk har tjent, fået i fradrag og betalt i skat sidste år, finder du det på din årsopgørelse.
Forskudsopgørelsen viser, hvad vi i Skattestyrelsen forventer, du har af indtægter og udgifter i det kommende skatteår. Den indeholder de tal, som din skat for det kommende år vil blive beregnet efter.
Din forskudsopgørelse - og det, du selv løbende retter og oplyser her - er vigtig for din økonomi, da den er fundamentet for både:
- Din løbende betaling af skat i 2026, dine fradrag og dit skattekort
- Din årsopgørelse for 2025.
I marts 2026 får du at vide, om du i 2025 enten har betalt for meget i skat (og får penge tilbage), om du har betalt for lidt (og skal betale restskat), eller om du har betalt den korrekte skat. Årsopgørelsen kigger bagud og viser, hvad du har haft af indkomst og fradrag og betalt i skat.
Derfor skal du løbende rette forskudsopgørelsen, når der sker nyt i din økonomi eller i dit liv.
Forstå din forskudsopgørelse og årsopgørelse

Hvad er det?
Forskudsopgørelsen
Er vores beregning af dine indtægter for det kommende år, og hvad du skal betale i skat.
- Budget
- Gælder kommende år
- Kan justeres løbende
Årsopgørelsen
Er dit regnskab for det foregående år, hvor du kan se, hvad du reelt har tjent og betalt i skat.
- Regnskab
- Gælder sidste år
- Opgøres én gang årligt
Hvornår sker der noget?
Du kan se din forskudsopgørelse på skat.dk/tastselv hvert år fra midt i november.
Du kan se din årsopgørelse på skat.dk/tastselv hvert år midt i marts.
Hvad skal jeg gøre?
Forskudsopgørelsen
Justér din forskudsopgørelse, når du får den, eller hvis du fx:
- Går op/ned i løn
- Har hjemmearbejdsdage
- Optager lån
- Starter/lukker virksomhed
Årsopgørelsen
Tjek din årsopgørelse og se, om du får skat tilbage eller skal betale restskat:
- Se, om oplysningerne er rigtige
- Ret evt. oplysningerne
Når du sørger for at rette forskudsopgørelsen med de rigtige tal og oplysninger, kommer du automatisk til at betale den rette skat hver måned. Og du undgår derfor at få et skattesmæk og skulle betale restskat ved årsopgørelsen. Du kan rette flere gange i løbet af året.
Vær opmærksom på, at vi i Skattestyrelsen ikke automatisk får alle tal ind i vores systemer. Forskudsopgørelsen modtager ikke løbende informationer, når fx din løn stiger eller falder, når du går på pension, har nye renteudgifter, køber bolig osv.
Husk, at når du opdaterer din indkomst i forskudsopgørelsen, skal du skrive det samlede beløb, du forventer at tjene eller har som indkomst i løbet af hele året. Også når du fx har et halvt år med løn og et halvt år med SU, dagpenge eller pension.
Når du har rettet i din lønindkomst i forskudsopgørelsen, vil det få betydning for dit skattekort og dine fradrag senest i den kommende måned.
Brug kun dit hovedkort ét sted
Dit hovedkort skal bruges der, hvor du tjener mest (fx arbejde eller SU). Bemærk, at du kun kan bruge dit hovedkort ét sted. Du skal selv fortælle dine udbetalere, om de skal bruge dit hovedkort eller bikort. Hvis fx SU eller en arbejdsgiver allerede bruger dit hovedkort, skal du bruge bikortet til dine andre job. På den måde betaler du den rette skat løbende.
Læs om forskudsopgørelsen, når din indkomst ændrer sig
Brug beregneren Regn ud, hvad du får udbetalt
Læs om fradrag
Læs om skat for unge og studerende
Læs om pension og efterløn
Når du har lavet en eller flere rettelser eller tilføjet nye oplysninger til forskudsopgørelsen og godkendt ændringerne, sker der følgende:
- Vi danner en ny forskudsopgørelse til dig
- Du får et nyt, tilrettet skattekort i TastSelv
- Skattekortet bliver automatisk sendt til din arbejdsgiver og/eller andre udbetalere
- Din trækprocent og dit månedsfradrag (det beløb, du ikke betaler skat af hver måned) bliver automatisk beregnet, når du ændrer din indkomst
- Du kommer til at betale den korrekte skat hver måned og får måske en bedre balance i din økonomi
- Du får de rette fradrag (Er du i tvivl, om du får de fradrag, du skal have, kan du bruge fradragsguiden)
- Vi ser på det, du oplyser til os i TastSelv. Vi tjekker blandt andet de skatteforhold, hvor der ofte sker fejl
- Hvis vi kan se, at din økonomi har ændret sig, og du ikke selv foretager en ændring, så sender vi dig måske et forslag til en ny forskudsopgørelse.
Sådan tjekker vi tal og oplysninger
Det er dit ansvar at oplyse de rette tal, fradrag og andre oplysninger i forskudsopgørelsen og i årsopgørelsen.
Når din økonomi ændrer sig, skal din forskudsopgørelse følge med, så du løbende betaler den rigtige skat og får de rette fradrag.
Hvis vi kan se, at din økonomi har ændret sig, og du ikke selv har ændret din forskudsopgørelse, sender vi dig måske et forslag til en ny forskudsopgørelse. Oplysningerne om ændringerne har vi enten fra din årsopgørelse eller fra en eller flere parter, der udbetaler indkomst til dig (fx løn, dagpenge eller pension). Forslaget er en service til dig, og det skal hjælpe dig med at betale den rigtige skat løbende.
I TastSelv har vi indbygget nogle hjælpe- og kontrolfunktioner. Herved forebygger vi, at der sker fejl, allerede inden du trykker godkend. Vi har også digitale screeninger, når vi modtager nye tal og oplysninger. Hvis noget ikke stemmer, vil vi typisk kontakte dig.
Vil du sætte din trækprocent op, skal du bede din arbejdsgiver eller udbetaler om at gøre det. Du kan ikke selv gøre det, og vi kan heller ikke gøre det for dig.
Pas på med at sætte din indkomst op
Du kan sandsynligvis heller ikke få ændret din trækprocent ved at sætte din indkomst op. Det fungerer kun, hvis du betaler mellem-, top- og toptopskat (fra 2026).
Er din indkomst under 496.471 kr. i 2026 (452.033 kr. i 2025), risikerer du at komme til at betale for lidt i skat, hvis du sætter din indkomst højere, end du forventer. Det sker, fordi du automatisk vil få et større beskæftigelsesfradrag, end du har ret til.
Sæt dine fradrag ned i stedet
Du kan sætte dine fradrag ned (fx rentefradrag eller kørselsfradrag) for at betale mere skat i løbet af året. På den måde mindsker du sandsynligheden for at skulle betale penge tilbage, når året er gået.
Hvis din økonomi ændrer sig, kan du selv regne ud, om du også bør ændre i din forskudsopgørelse. Det gør du ved at beregne din skat for 2025 og sammenholde resultatet med din nuværende forskudsopgørelse. Det kræver dog, at du har godt styr på din økonomi, da du selv skal taste alle relevante beløb. Her kan du beregne din skat for 2026.
Har din indkomst, trækprocent eller dit fradrag ændret sig? Så kan du her regne ud, hvad det betyder for din næste udbetaling.
Børn får en forskudsopgørelse, når vi har oplysninger om skattepligtig indkomst.
Det kan fx være, hvis barnet:
- har renteindtægt fra en bankkonto eller anden kapitalindkomst over 10.000 kr.
- har en lønindkomst
- har aktieindkomst over grundbeløbet (89.600 kr. i 2027)
- har modtaget honorarer eller har anden B-indkomst
- modtager en børnepension
Hvis dit barn har en forskudsopgørelse, har vi uanset barnets alder allerede oprettet et skattekort (frikort/hovedkort) forinden, hvis barnet har lønindkomst. Så selvom barnet har en indkomst, betyder det ikke nødvendigvis, at barnet skal betale skat, da frikortet bliver brugt.
Tjek og ret på dit barns vegne
Vi skriver til dig via Digital Post, hvis dit barn har fået en forskudsopgørelse.
Tallene i forskudsopgørelsen kommer fra de oplysninger, vi har fået om barnets indkomst og fradrag de seneste år. Men vi får ikke automatisk alle tal ind i vores system. Hvis der er beløb, som mangler eller ikke er rigtige i dit barns forskudsopgørelse, skal du rette dem. Det gælder særligt, hvis barnets økonomiske situation og indkomster har ændret sig – eller hvis det vil ske i løbet af året.
Hvis dit barn under 13 år har skattepligtige indkomster, men mangler et frikort, skal du som forælder kontakte os for at få dannet et frikort.
Sådan åbner du dit barns forskudsopgørelse i TastSelv
- Gå til TastSelv Borger
- Tryk på "Log på med autorisation"
- Log på med dit MitID
- Skriv CPR-nummeret på barnet, som du ønsker adgang til. Tryk på 'Log på'. Eller tryk på 'Vis liste', og vælg det CPR-nummer, du ønsker at se. Tryk på 'Log på'
- Barnets navn vises øverst på siden
- Tryk på Forskudsopgørelsen
Forældre har som udgangspunkt adgang til barnets TastSelv med autorisation, indtil barnet bliver 18 år.
Det er forældrenes ansvar at tage vare på barnets skatteforhold, tjekke årsopgørelsen og forskudsopgørelsen med mere.
Unge i alderen 15 til 17 år har også selv adgang til deres årsopgørelse og forskudsopgørelse i TastSelv. De kan logge ind med deres eget MitID.
Læs mere om børns skattepligt og om deres årsopgørelse, overskydende skat og restskat
Læs også om:
Fritidsjob og frikort
Børn og unges første job
Unge under 16 kan arbejde skattefrit i private hjem
Skat for gamere, youtubere, content creators og andre