Ret din årsopgørelse (kørselsfradrag)
Du kan ikke få kørselsfradrag for transport til og fra dit studie, da SU ikke tæller som løn. Der gælder dog særlige regler fra 2026, hvis du bor i en yderkommune eller på en lille ø.
Du kan heller ikke få kørselsfradrag for transport til og fra ulønnet praktik.
Men du kan få kørselsfradrag for transport til arbejde, hvis du har mere end 12 km til arbejde (samlet over 24 km til og fra arbejde). Du får fradrag for de dage, du reelt kører til og fra arbejde.
Sådan skriver du dit kørselsfradrag på årsopgørelsen:
Se videoen eller følg tringuiden nedenfor.
Video: Sådan oplyser du kørselsfradrag på din årsopgørelse
- Log på TastSelv Borger
- Vælg Ret årsopgørelsen/oplysningsskemaet.
- Gå til rubrik 51 Kørselsfradrag (befordringsfradrag).
- Vælg Lommeregneren ud for rubrik 51.
- Tast din hjemmeadresse (bopæl) og arbejdsadresse, hvis de ikke allerede er udfyldt, og angiv perioden, hvor du har ret til fradraget. Vælg Næste.
- Udfyld antal dage med kørsel. Vælg Næste.
- Lommeregneren har beregnet antal kilometer ud fra den angivne bopæl, arbejdsplads og periode. Passer antal af kørte kilometer ikke, kan du rette direkte i feltet. Vælg Næste.
- Tjek, at du har skrevet rigtigt.
- Vælg Overfør til årsopgørelsen.
- Vælg Næste nederst på siden.
- Vælg Godkend.
Fakta
Vi får automatisk de fleste af dine oplysninger med på din årsopgørelse for året, der er gået. Hvis du ikke synes, at resultatet passer, kan det være fordi, at:
- du ikke har fået ændret din forskudsopgørelse, når din økonomi eller dine fradrag har ændret sig
- du har brugt dit hovedkort flere steder. Så har du fået for meget udbetalt i løbet af året. Hovedkortet må kun bruges ét sted. Læs mere om hovedkort, bikort og frikort
- du har glemt at skrive dit forventede kørselsfradrag på din forskudsopgørelse
- du mangler at skrive dit faktiske kørselsfradrag på årsopgørelsen (antal dage med transport i året, der er gået)