1. Forkert beregning af rejsedøgn + timer
En chauffør har været på rejse fra mandag morgen kl. 6.00 til fredag kl. 18.00. Arbejdsgiveren udbetaler skattefri rejsegodtgørelse for 5 dage.
Fejlen: Chaufføren har kun ret til skattefri rejsegodtgørelse for 4 dage og 12 timer.
2. Køre-hviletid og afstanden til bopælen
En chauffør er på rejse og har ikke mere køre-hviletid, derfor overnatter han i lastbilen 30 km fra sin bopæl og kører videre efter hvil. Arbejdsgiveren udbetaler skattefri rejsegodtgørelse for hele perioden.
Fejlen: Chaufføren har ikke ret til skattefri rejsegodtgørelse, når han overnatter nær sin egen bopæl.
3. Manglende dokumentation for rejsen
En chauffør udfylder ikke kørselsrapporter som dokumentation for en rejse. Arbejdsgiveren ved godt, hvor chaufføren har været og udbetaler derfor skattefri rejsegodtgørelse, selvom han ikke kan kontrollere rejsen.
Fejlen: En arbejdsgiver har pligt til at kontrollere rejsebilag, inden der udbetales skattefri rejsegodtgørelse.
4. Rejsens sluttidspunkt
En chauffør har været på rejse og kommer tilbage til arbejdspladsen kl. 14.00. Lastbilen skal vaskes, og arbejdsdagen ender kl. 16.00. Arbejdsgiver udbetaler skattefri rejsegodtgørelse frem til kl. 16.00, hvor arbejdsdagen slutter.
Fejlen: Chaufføren har kun ret til skattefri rejsegodtgørelse frem til klokken 14.00, da rejsen er afbrudt, når han vender tilbage til arbejdspladsen, som anses som et fast driftssted.