Honorarindtægter - eksempler
Henrik er lønansat arkitekt. Han har et momsregistreret firma med bl.a. enkeltstående syns- og skønsopgaver, der udføres i hans fritid. Det er aftalt, at der ikke kan gøres erstatningsansvar gældende.
Skattestyrelsens vurdering
Det er den enkelte aktivitet, der skal bedømmes. Da Henrik ikke har nogen økonomisk risiko forbundet med vurderingsopgaven, er han ikke selvstændig erhvervsdrivende. Han er honorarmodtager, da han ikke er lønansat i forhold til opgavegiver og selv suverænt tilrettelægger vurderingsarbejdet.
Kasper tager ofte fotos, når han færdes i naturen. Han er medlem af foreningen Danmarks Natur, som på et tidspunkt efterlyste billeder af vandløb i Danmark. Kasper sendte et par stykker ind, og et af dem blev trykt i foreningsbladet. Han modtog til gengæld et kontant beløb. Han har siden sendt flere billeder ind, som han får betaling for, hvis de bliver trykt i bladet.
Skattestyrelsens vurdering
Kasper er ikke i et ansættelsesforhold til foreningen Danmarks Natur, og han har ikke en økonomisk risiko ved sin fritidsinteresse som fotograf. Kasper er derfor honorarmodtager i forhold til de beløb, han modtager fra foreningen.
Sofie har en Instagram-profil, hvor hun indimellem lægger billeder op af sin hverdag. En virksomhed kontakter hende og spørger, om hun vil lave et enkelt opslag med deres produkt. Sofie siger ja og får et gavekort som betaling for opslaget. Hun har ikke tidligere haft aftaler med virksomheden, og hun driver ikke selvstændig virksomhed.
Skattestyrelsens vurdering
Sofie er ikke ansat af virksomheden, og hun har ingen økonomisk risiko forbundet med sit opslag. Hun leverer blot en enkeltstående ydelse og får et honorar i form af et gavekort. Sofie er derfor honorarmodtager i forhold til den betaling, hun får for opslaget.
Mikkel streamer et par gange om ugen på Twitch som fritidsinteresse. En mindre spiludvikler kontakter ham og spørger, om han vil spille deres nye spil i en enkelt stream. Til gengæld får han udbetalt et kontant beløb. Mikkel har ingen faste aftaler med spiludvikleren og driver ikke selvstændig virksomhed.
Skattestyrelsens vurdering
Mikkel er ikke ansat af spiludvikleren, og han har ingen økonomisk risiko forbundet med stream’en. Han leverer en enkeltstående ydelse og får et honorar i form af penge. Mikkel er derfor honorarmodtager i forhold til betalingen for stream’en.
Amira uploader af og til videoer på sin YouTube-kanal, og det er mest er en hobby. En virksomhed kontakter hende og spørger, om hun vil nævne deres produkt i en enkelt video. Amira siger ja og får et mindre kontant beløb for omtalen. Hun har ingen faste aftaler med virksomheden og driver ikke selvstændig virksomhed.
Skattestyrelsens vurdering
Amira er ikke ansat af virksomheden, og hun har ingen økonomisk risiko forbundet med videoen. Hun leverer en enkeltstående ydelse og får et honorar i form af penge. Amira er derfor honorarmodtager i forhold til betalingen for omtalen.
Jonas har en profil på OnlyFans, hvor han en sjælden gang lægger indhold op. En abonnent giver ham et større engangsbeløb som donation for et specifikt stykke indhold. Jonas har ingen faste aftaler, og hans profil drives ikke som en virksomhed.
Skattestyrelsens vurdering
Jonas er ikke i et ansættelsesforhold, og han bærer ingen økonomisk risiko. Han har blot leveret en enkelt ydelse og fået et engangsbeløb som honorar. Jonas er derfor honorarmodtager i forhold til den betaling, han har modtaget.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning .