Ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed) - eksempler
Karen har gennem længere tid forarbejdet og solgt smykker fra sit hjem. Salget går godt, og materialerne fylder meget, så Karen lejer lokaler ude i byen og starter en butik med produktion og salg af smykkerne. Karen har stadig sit fuldtidsarbejde ved siden af og har derfor kun mulighed for at holde åbent kl. 16.00 -18.30 fire gange om ugen. Selv om Karen annoncerer i lokalavisen én gang om måneden og deltager på lokale markeder, kan indtægterne ikke dække udgifterne.
Skattestyrelsens vurdering
Karens virksomhed er ikke-erhvervsmæssig (hobbyvirksomhed). Karen har en økonomisk risiko, men hun driver ikke butikken særlig intenst. Virksomhedens drift er ikke tilrettelagt og drevet på en måde, hvor det kan forventes at virksomheden vil kunne give vedvarende overskud.
Charlotte er en anerkendt kunstner. Hun er faglig kompetent. Charlotte har i næsten alle årene oplyst et underskud, men havde forrige år et overskud på 25.317 kr. Selvom Charlotte har udstillet sine værker siden 2007, har hun kun haft få indtægter.
Skattestyrelsens vurdering
Charlottes virksomhed er ikke-erhvervsmæssig (hobbyvirksomhed), da den ikke er drevet på en måde, hvor der er udsigt til et vedvarende overskud.
Nadia elsker at dele billeder af sit tøj og sin makeup på Instagram. Hun har enkelte små samarbejder, hvor hun modtager produkter eller får et lille honorar. Hendes udgifter til tøj, makeup og skønhedsprodukter er langt større end de indtægter, hun får ind, og hun bruger ofte tingene privat.
Skattestyrelsens vurdering
Nadias aktivitet anses for at være ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed). Hendes indtægter er begrænsede og står ikke mål med hendes udgifter. Da udgifter til tøj, makeup og lignende samtidig betragtes som private udgifter, kan hun ikke trække dem fra i skat. Formålet er ikke at opnå et vedvarende overskud, men at dyrke sin fritidsinteresse.
Jonas streamer indimellem på Twitch som en fritidsinteresse. Han får nogle donationer og små abonnementer, men hans samlede indtægter er meget begrænsede. De dækker ikke de udgifter, han har til spil, computer og streamingudstyr.
Skattestyrelsens vurdering
Jonas’ aktivitet vurderes til at være ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed), da den drives i fritiden, har et lille omfang, og formålet er ikke at opnå et vedvarende overskud, men at dyrke sin fritidsinteresse.
Sara har en YouTube-kanal, hvor hun lægger videoer op med kreative DIY-projekter. Hun får lidt reklameindtægter via YouTubes partnerprogram, men beløbene er små og dækker kun en lille del af hendes udgifter til materialer og kameraudstyr. Hun laver primært videoerne, fordi hun synes, det er sjovt og ikke for at få et overskud.
Skattestyrelsens vurdering
Saras aktivitet anses for at være ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed). Hun arbejder med sin kanal som en fritidsinteresse. Formålet er ikke at opnå et vedvarende overskud.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning .