Hvornår er det sort arbejde?
Du har sikkert hørt om begrebet sort arbejde, og du ved sikkert, at det er ulovligt – både når du selv udfører et stykke arbejde, og ikke betaler skat af det, og hvis du betaler andre for at arbejde sort for dig. Men hvad betyder det egentlig? Og hvad skal du især være opmærksom på, så du ikke gør noget ulovligt?
Hvis man vælger ikke at betale skat af en lønindtægt, kalder vi det som udgangspunkt for sort arbejde. Men helt så simpelt er det ikke, for der kan faktisk være situationer, hvor du gerne må arbejde uden at betale skat. Og selvom det måske lyder fedt at slippe for at betale skat, så er det som regel ulovligt, og det at snyde i skat medfører en række problemer både for samfundet og for dig selv.
Her på siden kan du blive klogere på, hvad der er op og ned, når det kommer til sort arbejde.
Sort på hvidt
Sort arbejde er aktiviteter, der normalt er lovlige, hvis du betaler skat af dem. Men hvis arbejdsgiver bliver enig med dig som arbejdstager om ikke at oplyse Skattestyrelsen om arbejdet, og I derfor ikke betaler skat, så er der tale om sort arbejde og skatteunddragelse. På den måde snyder I samfundet for en skatte- og evt. momsmæssig indtægt.
Hvis du fx har et fritidsjob, er det vigtigt, du får en lønseddel. Det er din dokumentation for, at du arbejder lovligt og betaler skat af din løn. Hvis du har frikort, bliver du som minimum trukket for arbejdsmarkedsbidrag, hvilket udgør 8 % af din løn.
En anden form for skatteunddragelse, i samme kategori som sort arbejde, er "sorte handler". Det er, hvor køber og du som sælger med din egen virksomhed er enige om at handle en momspligtig vare uden skat og moms og derved holde handlen uden for din virksomheds officielle regnskab.
Hvorfor er sort arbejde et problem for samfundet?
I temaet Hvad er skat? Og hvorfor betaler vi den? lærer du om, hvad skattekronerne går til. Sort arbejde er et problem for samfundet, fordi der kommer færre penge i den fælles kasse, hvilket betyder, at vi ikke har råd til at betale for den velfærd, vi ønsker i det danske samfund.
Sort arbejde skaber også unfair konkurrence på arbejdsmarkedet, fordi du som lønmodtager kan beholde hele betalingen selv og derfor kan udføre arbejdsopgaverne billigere. Det samme gælder, hvis du har en virksomhed, der sælger ydelser eller varer, som du ikke betaler skat og afgifter af.
Vi kender dog ikke det præcise omfang af problemet, da sort arbejde er en del af den skjulte, sorte økonomi, som kan være svær at måle på.
Diskussionsopgave: Sort arbejde
Debattér disse spørgsmål:
-
Hvordan vil du definere sort arbejde?
-
Hvad er dine egne overvejelser: Er der situationer, hvor du kunne være fristet til at lave sort arbejde?
-
Hvorfor tror du, sort arbejde er så udbredt, og hvad kan der gøres for at forhindre det?
-
Hårdere straffe?
-
Mere oplysning om problemet og konsekvenserne?
-
Andet?
-
Vidste du?
Hvis du arbejder sort, er du ikke forsikret, hvis du kommer til skade, og du får heller ikke feriepenge. Det kan få store konsekvenser for dig, hvis du kommer til skade i forbindelse med dit arbejde og får varige mén, fordi du så ikke har ret til erstatning.
Skattefrit arbejde
Du kan arbejde i private hjem uden at betale skat af lønnen, indtil du fylder 16 år. Det gælder fx indkøb, madlavning, strygning, vask, opvask og rengøring. Du kan også hjælpe med at hente børn i skole eller børnehave, passe børn og give lektiehjælp. Eller du kan hjælpe med at lufte hund eller slå græsplænen. Du skal ikke betale arbejdsmarkedsbidrag af det skattefrie arbejde. Arbejdet er stadig skattefrit, selvom du har et arbejde ved siden af, hvor du skal betale skat af din løn.
Du skal betale skat, uanset hvor gammel du er, hvis du arbejder for en virksomhed. Du skal også betale skat, hvis du får løn for arbejde, du udfører i dine forældres erhvervsvirksomhed, hvis du var fyldt 15 år, da året startede.
Læs mere om at arbejde skattefrit i private hjem, når du er under 16 år.
Hvad så, hvis jeg hjælper min familie eller venner?
Du må gerne hjælpe din familie eller venner med småopgaver (fx indkøb, rengøring, havearbejde eller småreparationer), så længe du ikke får betaling for det.
- Får du penge for at hjælpe, eller bytter du tjenester med en anden, skal der betales skat af betalingen eller værdien af tjenesten.
- Ligger tjenesten ud over, hvad det er almindeligt at hjælpe med, fx fordi det har en væsentlig økonomisk værdi, skal du også betale skat af det.
Du skal dog ikke betale skat af lommepenge, du får af dine forældre, hvis du stadig bor hjemme.
Læs mere om, hvornår familie- og vennetjenester er skattepligtige.
Vidste du?
Nogle gange kan du møde betegnelsen jyske dollars om en indkomst eller formue, der ikke opgives til skattevæsenet. Men der er altså ikke noget, der tyder på, at der bliver lavet mere sort arbejde i Jylland end i resten af Danmark.
Fælden klapper
Domstolene ser ikke med milde øjne på sort arbejde og snyd med skattekronerne. Du tror måske, at Skattestyrelsen skal kunne dokumentere krone for krone, hvor meget der er tjent på sort arbejde. Men det er ikke tilfældet. Skattestyrelsen skal bare sandsynliggøre, at de tal, vi når frem til, er rigtige.
Der er flere eksempler på at folk, der bliver dømt, ender med en stor gæld resten af livet, fordi de aldrig får betalt det, de skylder. Se fx nærmere på denne dom: Straf - skattesvig info.skat.dk
Hvis du havner i skattegæld, har det enorme konsekvenser for resten af dit liv. Du kan fx ikke få et lån i banken til køb af et hus eller en lejlighed, og du kan heller ikke få et cvr-nr., som du skal bruge, hvis du vil starte en virksomhed.
Hvis du bliver taget for sort arbejde, skal du:
Betale den manglende skat: Sort arbejde | Husk at oplyse alle dine lønindtægter i TastSelv skat.dk
Betale en bøde svarende til to gange den manglende skat op til 500.000 kroner.
Hvis du snyder for mere end 500.000 i skat, risikerer du fængselsstraf.
OBS: Bøden kan af forskellige årsager variere.
Mistanke om skattesnyd eller sort arbejde
Har du mistanke om skattesnyd eller sort arbejde, kan du anmelde det til Skattestyrelsen.
Du kan fx anmelde mistanke om, at en virksomhed har ansat ulovlig arbejdskraft eller udfører sort arbejde. Du kan også anmelde det, hvis der mangler skilte på en byggeplads, så man ikke kan se, hvem der udfører arbejdet.
Se mere på Anmeld mistanke om skattesnyd, sort arbejde og ulovlig arbejdskraft skat.dk
Quiz!
Tag quizzen for at se, om du kan huske, hvad du lige har lært.
Antal spørgsmål: 8