Gå til indhold

Overgangsregler for salg af aktier købt før 19. maj 1993

Ved salg af aktier, købt før 19. maj 1993, kan du bruge handelsværdien den 19. maj 1993 som købesum.

  • Mindretalsaktionærer med børsnoterede aktier kan erstatte den faktiske købesum med handelsværdien (børskursen) den 19. maj 1993, hvis aktierne var købt før den 19. maj 1993.
  • Mindretalsaktionærer med unoterede aktier kan erstatte den faktiske købesum med handelsværdien den 19. maj 1993, hvis aktierne var købt før den 19. maj 1993.

For at bruge disse regler, er det afgørende, at du den 18. maj 1993 var mindretalsaktionær. Hvis du var hovedaktionær den 18. maj 1993 eller have været hovedaktionær inden for de seneste fem år før den 18. maj 1993, kan du ikke bruge overgangsreglerne. Det er derimod uden betydning, om du på salgstidspunktet er mindretalsaktionær eller hovedaktionær. Læs mere, om det vil sige ay være hovedaktionær: Hovedaktionærer (Den juridiske vejledning)

Hvis handelskursen den 19. maj 1993 bruges i stedet for den faktiske købesum, gælder valget for alle aktier i samme selskab. Et fradragsberettiget eller modregningsberettiget tab kan ikke være større end forskellen mellem aktiernes salgssum og deres handelsværdi den 19. maj 1993.

Se en oversigt over de kursværdier, vi kender til for den 19. maj 1993:

Oversigt over kursværdier den 19. maj 1993 (Den juridiske vejledning)

Ændring af aktiernes stykstørrelse

Hvis du bruger kursen den 19. maj 1993 som købesum, skal du være opmærksom på, om der er sket ændring i aktiernes stykstørrelse, fondsudvidelser, fusion med videre, der gør, at kursen den 19. maj 1993 skal korrigeres for disse forhold.

Medarbejderaktier

Har du medarbejderaktier, der den 19. maj 1993 var båndlagt som led i en godkendt medarbejderaktieordning, gælder der en særlig overgangsordning, der betyder, at en stigning i aktiernes værdi frem til båndlæggelsens udløb ikke beskattes, når du senere sælger dem. Du kan derfor også vælge kursen på det tidspunkt, hvor båndlæggelsen udløber, som købesum.

Læs mere om skat af aktieløn og medarbejderaktier her.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Overgangsregler for salg af aktier købt før 19. maj 1993