Dyk ned i momsreglerne for konkursboer
Momslovens almindelige regler gælder for både momsregistrerede og ikke-momsregistrerede konkursboer. Det gælder fx vurderingen af momspligt og betingelserne for fradrag. Herunder finder du nogle af de vigtigste regler for moms i konkursboer.
Du kan også læse mere om de almindelige regler for moms.
På denne side kan du blandt andet læse om:
- Hvordan du vurderer konkursboets ret til fradrag for moms - og om det er fuld, delvis eller ingen ret til fradrag
- Hvornår et konkursbo skal momsregistreres
- Hvad du skal indberette, hvis konkursboet skal momsregistreres
Få mere hjælp til vurderingen af konkursboet fradragsret og processen for tilbagebetaling af moms
På siden Kan konkursboet kan få moms tilbage? kan du få hjælp til at vurdere helt konkret, om konkursboet kan få moms tilbage, og om konkursboet skal momsregistreres.
På siden Processen for tilbagebetaling af moms kan du følge processen for at få moms tilbagebetalt til konkursboet, hvis konkursboet har ret til fradrag for moms.
Konkursboet har som udgangspunkt den samme ret til fradrag for moms, som den konkursramte virksomhed havde. Fradragsretten afhænger af, hvad konkursboet afvikler. Købsmomsen skal vedrøre den konkursramte virksomheds momspligtige aktiviteter. Købsmoms, der direkte relaterer til momsfrie aktiviteter, kan ikke fradrages. Det kan fx være moms af udgifter vedrørende konkursboets salg af fast ejendom, hvor salget er momsfritaget. Momspligtige aktiviteter er som hovedregel salg af en vare eller en ydelse mod betaling. Det kan fx være salg af den konkursramte virksomheds aktiver (inventar, produktionsmaskiner mm.) eller vedrøre kurators undersøgelser af debitorer.
Der er tre former for fradragsret:
- fuld fradragsret
- ingen fradragsret
- delvis fradragsret (ved blandede aktiviteter)
Konkursboets fradragsret afhænger af den konkursramte virksomheds momspligtige aktiviteter
Selvom den konkursramte virksomhed var momsregistreret, er det ikke sikkert, at den havde fuld fradragsret. Derfor har konkursboet heller ikke fuld fradragsret.
Fuld fradragsret
Konkursboet har ret til fradrag for købsmoms, der er direkte og umiddelbart relateret til en momspligtig aktivitet i enten den konkursramte virksomhed eller i konkursboet.
Ingen fradragsret
Konkursboet kan ikke få fradrag for købsmoms, hvis den konkursramte virksomhed kun har haft momsfri aktiviteter, der ikke har været drift i den tidligere virksomhed, eller købsmomsen vedrører salg af private aktiver, som eksempelvis bolig, bil campingvogn mv.
Eksempler på ydelser, der kan være momsfri: Sundhedssektoren, skoleundervisning og faglig uddannelse, salg af fast ejendom, persontransport, forsikring og finansielle aktiviteter. Læs mere om momsfritagne aktiviteter.
Delvis fradragsret (ved blandede aktiviteter)
Hvis konkursboet afvikler en virksomhed, der har haft blandede aktiviteter i form af både momspligtige og momsfri aktiviteter, har konkursboet ret til delvis fradrag for købsmomsen. Der er kun ret til fradrag for den andel af købsmomsen, der er direkte og umiddelbart relateret til afviklingen af de momspligtige aktiviteter. Det gælder også fradrag for momsen af den generelle bo-behandling, eksempelvis kuratorsalæret mv.
Når du skal beregne, hvor stor en andel af den samlede købsmoms, boet har ret til fradrag for, skal du i første omgang vurdere, hvilke udgifter der direkte kan relateres til nuværende og tidligere momspligtige aktiviteter. Købsmomsen af disse udgifter har konkursboet fuld fradragsret for. Det kan fx være moms af udgifter til vurdering og auktionshus i forbindelse med salg af aktiver.
Boet har ikke ret til fradrag for momsen af udgifter, der direkte kan relateres til momsfri aktiviteter eller private aktiver. Det kan fx være en udgift til ejendomsmægler ved salg af den private bolig.
Ved udgifter af mere generel karakter, eksempelvis kuratorsalær mv., der vedrører hele virksomheden, og måske afvikling af private aktiver, er der kun ret til fradrag for den andel af købsmomsen, der forholdsmæssigt svarer til de momspligtige aktiviteter.
Se et eksempel på udregning af delvist fradrag længere nede på siden.
Guide til at vurdere konkursboets fradragsret
Hvis du vil vide, om konkursboet har ret til fradrag for moms, kan du læse mere på siden Kan konkursboet få moms tilbage?
Skal konkursboet momsregistreres?
Hvis konkursboet har ret til fradrag for moms og ét eller flere af følgende punkter er relevante, skal konkursboet momsregistreres for at kunne få fradrag for moms:
- Konkursboet fortsætter driften af de momspligtige aktiviteter for en periode
- Konkursboet har salg af aktiver
- Der har været tab på debitorer
- Der er tale om virksomhedsoverdragelse
Du kan læse mere om, hvordan konkursboet bliver momsregistreret på siden Processen for tilbagebetaling af moms.
Hvis ingen af punkterne er relevante for konkursboet, skal det ikke momsregistreres. Hvis konkursboet ikke skal momsregistreres, er det en lidt anden måde, konkursboet kan søge om at få moms tilbage, end hvis konkursboet skal momsregistreres. Det kan du læse mere om længere nede på siden under Tilbagebetaling af moms.
Husk at indberette til alle frister, hvis konkursboet er momsregistreret
Når konkursboet er momsregistreret, skal du løbende indberette både salgs- og købsmoms til de almindelige frister via TastSelv Erhverv. Husk at indberette til fristerne, ellers risikerer du at konkursboet skal betale afgifter for for sen indberetning. De fleste konkursboer har kalenderkvartalet som afregningsperiode. Se fristerne for indberetning af moms.
Du skal indberette for alle perioder via TastSelv Erhverv helt frem til og med det kvartal, hvor konkursboet ophører eller er blevet afmeldt for momsregistrering.
Glemmer du at indberette til fristen, skal konkursboet betale et gebyr på 65 kr. for for sen indberetning. Hvis du slet ikke indberetter, får konkursboet et gebyr på 800 kr.
Indberet også for perioder uden aktiviteter
Du skal også indberette, selv om der ikke har været aktiviteter i en periode, hvor konkursboet er momsregistreret. Der skal du lave en nulindberetning, via TastSelv Erhverv. Du kan trykke på Nulindberet ud for den relevante momsperiode.
Afsluttende indberetning
Ligesom, at du skal indberette løbende for konkursboet til de faste frister, vil der også være løbende tilbagebetaling af moms. Den sidste indberetning, som du foretager for konkursboet, skal derfor kun indeholde den moms, der du ikke tidligere har indberettet.
Indberetning af moms
Du kan læse mere om, hvordan du indberetter moms for konkursboet på siden Processen for tilbagebetaling af moms.
Afmelding af konkursboets momsregistrering
Når konkursboet er afsluttet, skal du sørge for at afmelde boets momsregistrering. Du kan dog også afmelde konkursboet for momsregistrering, når behandlingen af boet er så langt, at den resterende behandling ikke medfører, at boet har indtægter, hvoraf der skal afregnes moms, eller har udgifter, bortset fra revisor- og advokatomkostninger, herunder salæret til kurator. Vær opmærksom på, at når du afmelder konkursboet fra momsregistrering, vil adgangen til NemKontoen også blive lukket. Derfor kan Skattestyrelsen ikke betale moms tilbage til NemKontoen efterfølgende. Du kan bede din bank om at holde NemKontoen åben hvis nødvendigt, fx hvis du vil indberette andre momsbeløb efter boet er blevet afmeldt. Læs mere om indberetning efter boet er blevet afmeldt under Tilbagebetaling af moms.
Datoen for at afmelde konkursboet bør være ved udgangen af en periode, medmindre du ønsker at indberette for den efterfølgende periode.
Du kan læse mere om, hvordan konkursboet bliver afmeldt momsregistreringen på siden Processen for tilbagebetaling af moms.
Hvis konkursboet er momsregistreret
Hvis du samlet set har indberettet højere købsmoms end salgsmoms for konkursboet i en periode, skal konkursboet have moms tilbage. De almindelige regler for fradrag for købsmoms er, at der skal være bilag i form af fakturaer, afregningsbilag og kreditnotaer. Udbetalingen af moms vil ske til den NemKonto, som er knyttet til det administrative se-nummer.
Når du har indberettet løbende til momsfristerne, får konkursboet også løbende evt. moms tilbage. Den sidste indberetning, som du foretager for konkursboet, skal derfor kun indeholde den moms, der ikke tidligere er indberettet.
Du kan læse mere om, hvordan du indberetter moms for konkursboet på siden Processen for tilbagebetaling af moms.
Hvis konkursboet ikke er momsregistreret
Konkursboer, som ikke skal registreres, og boer, som er afmeldt fra momsregistrering, kan få tilbagebetalt moms af boets omkostninger. Du skal dog være opmærksom på, at det som konkursboet afvikler, skal have direkte og umiddelbar tilknytning til tidligere momspligtige aktiviteter, for at konkursboet kan få fradrag for moms.
Hvis konkursboet har ret til fradrag for moms, men ikke skal momsregistreres eller konkursboet er blevet afmeldt fra momsregistrering igen, skal du indberette moms ved at skrive til Skattestyrelsen via TastSelv Erhverv for at få tilbagebetalt eventuel moms.
Du kan fx indberette moms af kuratorsalær og advokat- og revisoromkostninger på denne måde.
Du kan læse mere om, hvordan konkursboet får tilbagebetalt moms, hvis det ikke er momsregistreret, på siden Processen for tilbagebetaling af moms.
Salg af konkursboets aktiver er momspligtigt, hvis den konkursramte virksomhed har haft ret til hel eller delvis fradrag for købsmoms ved anskaffelsen. Dette gælder også i forbindelse med afvikling af en virksomhed. Ved salg af aktiver skal konkursboet derfor udstede en faktura med moms og efterfølgende indberette og betale salgsmomsen til Skattestyrelsen.
Hvis den konkursramte virksomhed ikke har haft ret til fradrag for købsmoms ved anskaffelsen, skal konkursboet ikke opkræve moms ved salg af aktiver. Det kan fx være ved kurators salg af en personbil. Læs mere om, hvordan du vurderer konkursboets ret til fradrag.
Har en tandlæge eksempelvis købt en tandlægestol, har han ikke haft ret til fradrag for moms, da han sælger momsfri tandlægeydelser. Derfor skal konkursboet heller ikke opkræve moms ved salg af tandlægestolen.
Salg på auktion
Salg på auktion adskiller sig ikke fra øvrige salg. Det vil sige, at du skal beregne og afregne salgsmoms, hvis den konkursramte virksomhed har haft ret til hel eller delvis fradrag for købsmoms ved anskaffelsen.
Salg af private aktiver
Ved salg af private aktiver skal konkursboet ikke beregne salgsmoms. Dette skyldes, at salg af private aktiver ikke vedrører afviklingen af den konkursramte virksomheds momspligtige aktiviteter.
Salg af aktiver for panthaver
Konkursboet skal også opkræve og afregne salgsmoms ved salg af aktiver på vegne af en panthaver. Det gælder uanset, om det er konkursboet eller panthaver, der forestår salget.
Salg af nye bygninger og byggegrunde
Vær opmærksom på at nye bygninger og byggegrunde er momspligtige. Det vil sige, at du skal beregne og afregne salgsmoms.
Salg af aktiver til andre lande
Vær opmærksom på, at der er særlige regler for moms ved handel med udlandet.
Salg af aktiver ved virksomhedsoverdragelse
Hvis I skal sælge aktiver som led i en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse, og den nye indehaver er momsregistreret eller bliver det i forbindelse med overtagelsen, skal I ikke opkræve moms på fakturaen. Dette er en undtagelse til hovedreglen om, at der skal opkræves moms. Det kræver dog, at følgende fire betingelser er opfyldt:
- Køber er momsregistreret eller bliver det i forbindelse med overtagelsen
- De aktiver, som basalt set er nødvendige for virksomhedens fortsatte drift skal indgå i overdragelsen
- Køber skal fortsætte med driften af den overtagne virksomhed
- Sælger skal som udgangspunkt ophøre med aktiviteten
Der er stor forskel på handler, der har karakter af en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse, og handler der har karakter af almindeligt salg af aktiver. Fx vil et salg af varelager ikke i sig selv kunne udgøre en virksomhedsoverdragelse. Det kræver derfor en helhedsvurdering af de nærmere omstændigheder i forbindelse med virksomhedens salg af driftsmidler mv. at vurdere, om det er en reel virksomhedsoverdragelse.
Inden 8 dage efter overdragelsen skal konkursboet give Skattestyrelsen besked om den nye indehavers navn og adresse samt salgsprisen på de overdragne aktiver.
Du kan altid tjekke, om en køber af aktiviteterne i en konkursramt virksomhed er momsregistreret ved at søge på køberens cvr-nummer.
Søg på momsnumre i Danmark
Søg på momsnumre i EU (Europa-Kommissionens hjemmeside)
Konkursboet kan få købsmoms tilbagebetalt
Hvis der i forbindelse med fx konkursboets salg af aktiver eller opkrævning hos debitorer har været køb relateret hertil, har konkursboet ret til fradrag for købsmomsen. Konkursboet skal kun indberette købsmoms, hvis konkursboet har ret til helt eller delvist fradrag for moms. Tilsvarende er det kun muligt at få moms tilbage for køb relateret til konkursboets omsætning, hvis konkursboet har ret til fradrag. Læs mere om retten til fradrag i på siden Kan konkursboet kan få moms tilbage?
Købsmoms kan fx dække over honorar til auktionshus i forbindelse med salg af aktiver, betaling til inkassofirma i forbindelse med opkrævning hos debitorer, udgifterne til sikring af pantsatte aktiver og revisorhonorar.
Indberet salgs- og købsmoms løbende
Du kan læse mere om, hvordan du indberetter moms for konkursboet på siden Processen for tilbagebetaling af moms.
Herunder er et firedelt eksempel på delvist fradrag, hvor den konkursramte virksomhed er en tandlægeklinik med delvis fradragsret. Eksemplet viser, hvor meget konkursboet kan få tilbagebetalt på moms af kuratorsalæret.
Eksempel, del 1:
Tandlægeklinikkens hovedbeskæftigelse er at levere almindelige tandlægeydelser mod betaling. Da lægevirksomhed er momsfri, har tandlægen derfor ikke beregnet salgsmoms af sine tandlægeydelser. Tandlægeklinikken solgte i det seneste regnskabsår tandlægeydelser for 5.000.000 kr.
Tandlægeklinikken solgte også tandpasta, tandtråd og tandbørster for 50.000 kr., og dette salg af varer er momspligtigt. Tandlægen har derfor beregnet salgsmoms af varesalget.
Det delvise fradrag skal beregnes ud fra en omsætningsfordeling, hvor fradragsprocenten skal opgøres Momspligtigt salg * 100 / (Momspligtigt salg + Momsfri ydelser):
Momspligtigt salg * 100 | 5.000.000 kr. |
(Momspligtigt salg + Momsfri ydelser) | /(50.000 kr. + 5.000.000 kr.) |
Fradragsprocent, delvist fradrag | 1% |
Der er altså kun fradrag for 1 % af momsen af generelle udgifter i boet. Kurators salær vedrører afviklingen af hele den konkursramte virksomhed, og der er altså i eksemplet her fradrag for 1 % af kuratorsalæret.
Kuratorsalær | 25.000 kr. |
Fradragsprocent, delvist fradrag | 1 % |
Fradrag | = 250 kr. |
Eksempel, del 2:
Derudover viser det sig, at en del af kurators arbejde kan relateres direkte til den momspligtige aktivitet i konkursboet. Der er brugt 5 timer til arbejdet med salg af varelageret af tandpasta, tandtråd og tandbørster.
Kuratortimer til salg af varelager (5 timer * 2.000 kr./time) | 10.000 kr. |
Momsprocent | 25 % |
Momsbeløb af kuratortimer for salg af varelager | = 2.500 kr. |
Kuratorsalær | 25.000 kr. |
Momsbeløb af kuratortimer for salg af varelager | -2.500 kr. |
Restbeløb af købsmoms for kuratorsalær | = 22.500 kr. |
Restbeløb af købsmoms for kuratorsalær | 22.500 kr. |
Fradragsprocent, delvist fradrag | 1 % |
Godkendt, delvist fradrag | = 225 kr. |
Momsbeløb af kuratortimer for salg af varelager | 2.500 kr. |
Godkendt, delvist fradrag | + 225 kr. |
Fradragsberettiget købsmoms | = 2.725 kr. |
Eksempel, del 3:
Kurator skal beregne moms af salg af varelageret af tandpasta, tandtråd og tandbørster.
Varelager, salgspris | 2.000 kr. |
Momsprocent | 25 % |
Momsbeløb af salg af varelager | = 500 kr. |
Kurator sælger også tandlægestol og andet tandlægeudstyr. Men da udstyret er anvendt til momsfritaget aktivitet i forbindelse med tandlægeydelserne, har tandlægen ikke haft fradrag for moms af køb ved anskaffelsen. Kurator skal derfor ikke beregne moms af salget.
Eksempel, del 4:
Kurator skal indberette følgende:
Salgsmoms: 500 kr.
Købsmoms: 2.725 kr.
Samlet momsbeløb: 2.225 kr.
Konkursboet skal derfor have 2.225 kr. tilbage.
Skattestyrelsen kan ikke godtgøre restbeløbet på moms af kuratorsalær på 25.000 kr. - 2.725 kr. = 22.275 kr.
Betingelser for at konkursboet kan få fradrag for moms ved tab på debitorer:
- Tabet skal være konstateret
- Tabet skal vedrøre leverede varer og ydelser
- Momsen af salget, som tabet vedrører, skal være indberettet, men ikke nødvendigvis betalt
- Tabet skal være konstateret på baggrund af, at konkursboet ikke kan inddrive det, debitor skylder. Det må ikke være tab på grund af krav, der opgives/reduceres af andre årsager
Hvis konkursboet har tab på debitorer, skal det indberettes som negativ salgsmoms. Du skal indberette tabet på den momsperiode, hvor tabet er konstateret.
Panthaverregnskabet skal som udgangspunkt kun omfatte nettobeløb, altså indtægter og udgifter uden moms.
Konkursboet skal ikke opkræve moms af honorarerne, der indgår i panthaverregnskabet, da boet ikke anses for at have leveret en ydelse til panthaverne. Det drejer sig udelukkende om, at konkursboet får sine omkostninger godtgjort af panthaver vedrørende realiseringen af de pantsatte aktiver.
Har konkursboet fuld fradragsret for moms af udgifterne til de pantsatte aktiv, får boet momsen tilbage, når beløbet bliver indberettet som købsmoms i boets momsindberetning. Panthaverregnskabet vil derfor ikke indeholde moms.
Hvis konkursboet ikke har fradragsret eller kun delvis fradragsret for moms, skal momsen helt eller delvist godtgøres via panthaverregnskabet, således boet ikke belastes af en ikke-fradragsberettiget købsmoms.
Ved pant i fast ejendom skal du være særligt opmærksom på, at salg af fast ejendom er momsfritaget. Det betyder, at konkursboet som udgangspunkt ikke har ret til fradrag for købsmoms, der direkte kan henføres til salg af fast ejendom. Ved salg af fast ejendom i forbindelse med virksomhedsoverdragelse, kan konkursboet dog eventuelt have ret til hel eller delvis fradrag for købsmoms. Ved salg af ny bygning eller byggegrund, hvor salget er momspligtigt, er der fradragsret for moms af udgifter, der direkte kan henføres til salget af den faste ejendom.
Kuratorsalæret vedrører kurators samlede arbejde i forbindelse med konkursboets behandling. Kuratorsalæret indgår derfor som udgangspunkt i konkursboets generelle udgifter. Konkursboets fradragsret for kuratorsalæret skal derfor vurderes i forhold til samtlige aktiviteter i den konkursramte virksomhed.
Hvis konkursboet afvikler en virksomhed, der har haft blandede aktiviteter i form af både momspligtige og momsfritagne aktiviteter, har konkursboet kun ret til delvis fradrag for købsmomsen:
- Konkursboet har ret til fradrag for den andel af købsmomsen, der er direkte og umiddelbart relateret til afviklingen af de momspligtige aktiviteter.
- Konkursboet har derimod ingen ret til fradrag for moms, der relaterer direkte til de momsfritagne aktiviteter.
- Af den generelle bo-behandling har konkursboet derfor kun ret til fradrag for den andel af momsen af udgifterne, der er relateret til afviklingen af de momspligtige aktiviteter. Det gælder fx moms af kuratorsalæret, revisorhonorar mv.
Hvis den konkursramte virksomhed kun har haft momsfri aktiviteter, kan konkursboet ikke få fradrag for kuratorsalæret.
Ved fastsatte beløb for kurators opgaver
Hvis Skifteretten har fastsat bestemte beløb for bestemte opgaver, som kurator har udført i forbindelse med bo-behandlingen, skal det fremgå af kurators faktura til boet. Fradragsretten skal derfor også vurderes særskilt for hver enkelt ydelse på baggrund af, hvordan de konkrete ydelser er blevet anvendt. Det samme gælder, hvis kurator opkræver særskilte beløb for specifikke ydelser.
Ved salg af fast ejendom
Hvis kurator skal sælge fast ejendom, skal I opdele det samlede kuratorsalær i ydelser af generel karakter og specifikke ydelser vedrørende salget af fast ejendom.
Sådan får konkursboet moms tilbage på kuratorsalæret
Hvis konkursboet er momsregistreret, skal du indberette moms på kuratorsalæret som købsmoms for at få fradrag for det. Hvis konkursboet ikke er momsregistreret, skal du skrive til Skattestyrelsen. Læs mere om, hvordan du kan få fradrag for moms på kuratorsalæret siden Processen for tilbagebetaling af moms.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om moms ved konkursbehandling