Gå til indhold

Start din egen virksomhed

 

Drømmer du om at starte og drive din egen succesfulde virksomhed? Har du verdens bedste idé liggende i skuffen, der bare venter på at blive realiseret? Vil du sælge burgere, pudse vinduer eller noget helt andet?

Måske skal du momsregistreres og have en erhvervskonto. Og hvordan får du i det hele taget bedst overblik over økonomien i din virksomhed?

Her bliver du klogere på, hvad du skal huske, når du starter din egen virksomhed.

Tre ting, du skal huske, når du starter din virksomhed

Momsregistrering

Moms er en forkortelse for meromsætningsafgift. I Danmark lægges der skat på ethvert salg af varer samt de fleste serviceydelser – og det er dette skattetillæg, der kaldes for moms. Momsen udgør 25 % af din ydelse eller vares salgspris. Hvis du tjener mere end 50.000 kr. om året, skal du registreres for moms.

Erhvervskonto

En erhvervskonto er en bankkonto, som er tilknyttet din virksomheds cvr-nummer. Den hjælper dig med at adskille virksomhedens økonomi fra din private økonomi. Selvom der ikke er krav om, at din virksomhed skal have en erhvervskonto, er det ofte en god idé.

Forretningsplan

En forretningsplan er planen for din nyopstartede virksomhed. Her beskriver du blandt andet, hvilket produkt du tilbyder, hvem din målgruppe er, dit budget for opstart og fremdrift samt fremtiden for din virksomhed. 

Hverdagen rammer

 

Din forretningsplan er lavet, budgettet er på plads, og du har navngivet virksomheden samt registreret den på virk.dk – så nu er du for alvor i gang!

Det er en rigtig god ide, at du husker at betale skat løbende. Det gør du ved at skrive dit forventede overskud eller underskud på din forskudsopgørelse. På den måde betaler du skat af overskuddet, og du kan få fradrag for et eventuelt underskud.

Du bør også oprette en erhvervskonto, så din virksomheds økonomi ikke bliver blandet sammen med din privatøkonomi.

Når hverdagen rammer, og du begynder at få både udgifter og indtægter i dit nystartede firma, bør du fra starten lave et regnskab. På den måde får du overblik over dit budget, dine regninger samt de fakturaer, du har sendt ud. Så er du sikker på at have overblik over økonomien, og du får lettere ved at indberette skat og moms, når det bliver tid til den slags.

Her kan du lære mere om de første trin, når du starter en virksomhed.

Hvordan er det nu lige med det der moms?

 

Du er som udgangspunkt momsfritaget, hvis din omsætning holder sig under 50.000 kr. om året. Så snart du regner med at sælge for mere end det, skal du momsregistreres.

Du skal være ekstra opmærksom på, at det er din omsætning, der afgør, hvornår du er momspligtig – ikke dit overskud.

Husk, at du altid skal betale skat, også hvis du er momsfritaget.

Hvis din virksomhed er momsregistreret, skal du normalt indberette og betale moms hvert kvartal. Du skal også indberette moms, selvom din virksomhed ikke har haft køb eller salg i indberetningsperioden – det kaldes en nulindberetning.

Læs mere om moms her.

Vidste du?

I marts 2021 blev der oprettet lidt over 2.400 enkeltmandsvirksomheder i Danmark.

En enkeltmandsvirksomhed er gratis at registrere, og ejeren kan træffe alle beslutninger alene. Virksomheden kræver ikke kapital at starte op, og ejeren hæfter selv for virksomhedens økonomi.

 

""

Husk dine fradrag

 

Du kan få fradrag for de udgifter i din virksomhed, som skal sikre virksomhedens drift.

Når du starter ny virksomhed, har du måske allerede haft udgifter til etableringen, og du kan trække mange af disse udgifter fra, hvis du har haft dem inden for 6 måneder før virksomhedens opstart.

Husk, at du altid skal kunne dokumentere de udgifter, du trækker fra.

Du kan fx få fradrag for udgifter til varer, du sælger videre, inventar og maskiner, forsikringer, telefon- og internetudgifter, husleje for lokaler samt revisor- og advokatudgifter

Du skal desuden huske at udfylde en kørebog, så du kan få kørselsfradrag for de kilometer, du kører i forbindelse med at drive din virksomhed. Dette fradrag er du dog kun berettiget til, hvis du selv ejer bilen eller står registreret som bruger af den. Så de kilometer, du kører i en bil, du har lånt af dine forældre eller en god ven, tæller altså ikke.

Læs mere om de forskellige udgifter, der kan give fradrag.

Fordybelsesopgave: Skat og moms ved opstart af virksomhed

 

Kasper har fået en god idé til at tjene ekstra penge i sin fritid. Han er ved at uddanne sig til gartner og vil gerne tilbyde at anlægge haver for private. Kasper skal nu finde ud af, hvordan det er med skat og moms.

Hjælp Kasper med at svare på følgende spørgsmål:

Kasper har været i byggemarkedet for at købe nogle haveredskaber til sit firma. Kan han få fradrag for sine udgifter?

  • Ja, haveredskaberne er nødvendige for at sikre virksomhedens drift

  • Nej

Kasper låner sine forældres bil, når han skal løse opgaver i virksomheden. Kan han få kørselsfradrag?

  • Ja, hvis han husker at udfylde sin kørebog

  • Nej

Det første år regner Kasper med at omsætte for ca. 42.000 kr. Har han pligt til at lade sig registrere for moms?

  • Ja, det skal alle virksomheder

  • Nej

Regnskabets time

 

Du har nu været i gang med din virksomhed i et stykke tid, og regnskabet skal gøres op. Først skal du gøre virksomhedens regnskab op for hele året. Her kan du se, hvordan du laver dit årsregnskab

Når du har styr på dit regnskab, skal du logge ind på TastSelv og rette din årsopgørelse.

Har din virksomhed givet overskud, oplyser du beløbet i rubrik 111.

Har du ikke tjent penge i løbet af året, indtaster du underskuddet i rubrik 112.

Du kan læse mere her om, hvordan du oplyser over- og underskud.

Når du har oplyst tallene i de rette rubrikker, danner vi en årsopgørelse, hvor du kan se, om du skal have penge tilbage i skat eller skal betale en restskat. Du kan se, hvordan det fungerer, her.

Fordybelsesopgave: Udfordringer ved opstart af virksomhed

 

Du har selv fået en god idé til en virksomhed, som du vil starte op.

I den forbindelse skal du svare på følgende:

  • Hvilke tre ting skal du huske, når du starter din virksomhed op?

  • Hvorfor er det en god idé at adskille din egen økonomi fra virksomhedens økonomi?

  • Hvad kan hjælpe dig med at få et overblik over din nystartede virksomheds økonomi?

""

Quiz!

Tag quizzen for at se, om du kan huske, hvad du lige har lært. 

Antal spørgsmål: 8

Næste tema

Når du sælger

Forsæt din læring med temaet om, når du sælger varer:

  • Importregistrering
  • Bogføring
  • Fjernsalg

 

Gå til siden

Fradrag

Forsæt din læring med temaet om fradrag:

  • Hvad er et fradrag?
  • Hvilke fradrag findes der?
  • Kan vi undvære nogen af dem?

 

Gå til siden

Forsiden

Vend tilbage til forsiden og vælg et nyt tema, fx:

  • Privatøkonomi
  • Svindel og sort arbejde
  • Investeringer

 

Gå til forsiden