Salg af bolig i udlandet
Oplys salget på din forskudsopgørelse, så du undgår at betale skat af en ejendom, du ikke længere ejer. Har du fortjeneste ved salget, skal du muligvis betale skat af denne.
Hvis du sælger din udenlandske ejendom, bør du oplyse salget på din forskudsopgørelse. Så betaler du løbende den rigtige skat. Du kan dog også vente med at oplyse salget på din årsopgørelse.
Det er også muligt, at du skal betale skat af en eventuel fortjeneste ved salget:
- Du skal betale skat efter danske regler, når du sælger din udenlandske ejendom. Det gælder både, når det skal afgøres, om du kan sælge ejendommen skattefrit, og når en eventuel skattepligtig fortjeneste skal opgøres.
- Hvis du har betalt skat i udlandet ved salget, kan du få nedslag i den danske skat.
- Hvis du har et tab ved et skattepligtigt salg, kan du oplyse og gemme tabet. Har du fortjeneste ved et skattepligtigt salg i et senere år, kan du modregne tabet.
Tringuide: Sådan oplyser du salg og eventuel fortjeneste
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om afståelse af fast ejendom.