Fradrag for virksomhedens udgifter
Du kan få fradrag for de udgifter, du bruger til at drifte din virksomhed. Udgifterne er afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde den løbende drift i virksomheden. Udgifterne trækker du fra i din virksomheds årsregnskab. Du skal kunne dokumentere de udgifter, du trækker fra.
Med Bogføringsguiden kan du få hjælp til, hvordan du bogfører dine bilag korrekt og får de rigtige fradrag for din virksomheds udgifter.
Du kan få fradrag for fx:
- Varekøb, dvs. udgifter til varer, som du sælger
- Inventar og maskiner
- Revisor- og advokatudgifter
- Telefon- og internetudgifter
- Husleje for lokaler
- El og varme
- Reparation og vedligeholdelse af lokaler
- Forsikringer
Du kan ikke trække private udgifter fra - det vil fx sige ting, du køber gennem virksomheden, men kun bruger privat. Er udgiften både erhvervsmæssig og privat, kan du trække den erhvervsmæssige andel fra.
Du kan også trække momsen fra på nogle af din virksomheds udgifter.
Tjek, om en virksomhed er registreret for moms eller har ansatte
Du kan tjekke, om de virksomheder, du samarbejder med, er registreret for moms, eller om de er registreret som arbejdsgiver - altså har ansatte. Hvis virksomheden ikke er registreret, kan du risikere at miste dit fradrag.
Tjek, om virksomheden er registreret for moms i Danmark
Tjek, om er virksomheden er registreret som arbejdsgiver og har ansatte
Hvis du samarbejder med en udenlandsk virksomhed, har du mulighed for at kontrollere, om de er momsregistreret i deres hjemland. Der kan være krav om, at den udenlandske virksomhed skal være registreret i RUT (Registeret over udenlandske tjenesteydere).
Tjek momsnumre i EU/EØS (ec.europa.eu)
Tjek, om udenlandske virksomheder står i RUT (virk.dk), og læs om reglerne
Du får fradrag for virksomhedens udgifter ved at bogføre dem. Så indgår de i opgørelsen af virksomhedens resultat i dit regnskab.
Når du oplyser dit skattepligtige resultat af virksomhed, skal du huske at korrigerer for udgifter, hvor der ikke er skattemæssigt fradrag.
Når du starter din virksomhed, kan du ikke få fradrag for de udgifter, du bruger til at etablere din virksomhed. De vil typisk være engangsudgifter og kan fx være:
- Udgifter til revisor eller advokat i forbindelse med opstart af virksomheden
- Udgifter til markedsundersøgelser
Du kan få fradrag for de udgifter, du bruger til at drifte din virksomhed. Udgifterne er afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde den løbende drift i virksomheden. I de øvrige afsnit her på siden, kan du læse mere om, hvilke udgifter du kan få fradrag for.
Fradrag for udgifter inden for de seneste 6 måneder af opstarten
Derudover kan du muligvis få fradrag for yderligere udgifter, som du har brugt til opstarten af din virksomhed. Det kan fx være udgifter til husleje for lokaler, telefon eller løn ved opstarten af din virksomhed.
Du skal selv vurdere, om du kan få fradrag for hver enkelt udgift. Jo tættere på opstarten udgifterne er betalt, desto større er sandsynligheden for, at du får fradrag. Udgifterne skal være betalt inden for de seneste 6 måneder af opstarten. Hvis du er i tvivl, om du kan få fradrag for din udgift, kan du kontakte os eller din revisor.
Driftsudgifter er udgifter til din løbende drift i virksomheden, fx udgifter til leje af lokaler, småaktiver og afskrivninger. De udgifter kan du trække fra i dit årsregnskab.
Driftsmidler er fx maskiner, biler og inventar, som er en del af dine driftsudgifter. Du kan trække udgiften til et driftsmiddel fra i dit årsregnskab som småaktiv, så længe udgiften er under 36.000 kr. i 2026 (34.400 kr. i 2025) og er købt i samme år. Hvis udgiften er over beløbsgrænsen på 36.000 kr. i 2026 (34.400 kr. i 2025), skal du i stedet afskrive på driftsmidlet med et årligt beløb.
Beløbsgrænsen afhænger af, om du er momsregistreret. Hvis du er momsregistreret, er beløbsgrænsen købsprisen ekskl. moms. Er du ikke er momsregistreret, er beløbsgrænsen købsprisen inkl. moms.
Eksempel
Er du momsregistreret kan du købe fx en maskine til 36.000 kr. ekskl. moms i 2026 (45.000 kr. inkl. moms).
Er du ikke momsregistreret kan du kun købe fx en maskine til 28.800 kr. ekskl. moms i 2026 (36.000 kr. inkl. moms).
Fradrag for småaktiver
Driftsmidler med en kort levetid (under 3 år) og småaktiver, der koster max 36.000 kr. i 2026 (34.400 kr. i 2025), kan du fuldt ud trække fra i samme år, som de er købt
Det anses for ét driftsmiddel, hvis du køber ting i et samlesæt eller ting, der er bestemt til at fungere sammen med noget andet, fx en computer sammen med en printer eller en reol i et reolsystem.
Du skal derfor se på den samlede udgift for de 2 ting, når du vurderer, hvordan du vil afskrive på det, og om det er over eller under grænsen for småaktiver på 36.000 kr. i 2026 (34.400 kr. i 2025).
Fradrag for større udgifter
Overstiger en udgift 36.000 kr. i 2026 (34.400 kr. i 2025), kan du ikke trække udgiften fra med det samme (straksafskrivning). Du skal i stedet fordele udgiften over en årrække, som kaldes afskrivning. Du kan afskrive med max 25 % om året.
Har du flere udgifter, der overstiger beløbsgrænsen, lægger du beløbene sammen til ét beløb, som du samlet afskriver på. Det hedder saldoprincippet.
Du kan sagtens afskrive med en mindre procent, fx hvis din virksomheds indtægt er lav et år, og du ikke har brug for så store fradrag. Årene efter kan du sætte afskrivningsprocenten op, men til max 25 %.
Når beløbet på et tidspunkt kommer under beløbsgrænsen på 36.000 kr. i 2026 (34.400 kr. i 2025), kan du trække hele beløbet fra på én gang.
Eksempel på afskrivning
- Købspris på maskinen er 100.000 kr.
- Afskrivningen er 100.000 kr. x 0,25 (25 %) = 25.000 kr.
- Restsaldo pr. 31. december: 100.000 kr. - 25.000 kr. = 75.000 kr.
Næste år kan du igen afskrive 25 % af restsaldoen. Hvis du i forhold til eksemplet ovenfor har 75.000 kr. stående på din restsaldo, betyder det, at du året efter kan trække 18.750 kr. fra.
Når du er nået under beløbsgrænsen på 36.000 kr. i 2026 (34.400 kr. i 2025) for småaktiver, kan du trække hele restsaldoen fra i dit årsregnskab.
Ny regel om forhøjet afskrivningsgrundlag på fabriksnye grønne driftsmidler
Når du køber fabriksnye grønne driftsmidler eller inventar, kan du få et forhøjet afskrivningsgrundlag på 108 %. Det kan du, hvis:
- du ikke bruger driftsmidlet privat
- driftsmidlet eller inventaret er købt i perioden 1. januar 2025 til den 31. december 2026.
- driftsmidlet er elektrisk eller batteridrevent (fx maskiner eller lastbiler)
- du ikke straksafskriver driftsmidlet
Du kan ikke få forhøjet fradrag for:
- Personbiler, skibe og software
- Vare- eller lastbiler, maskiner eller ting, der drives eller kan drives af fossile brændsler (fx benzin, diesel, olie, gas, kul og gas)
Sådan får du det forhøjet afskrivningsgrundlag
Du skal bruge købsprisen som afskrivningsgrundlag, og du skal føre en særskilt afskrivningskonto i dit skatteregnskab. Hvis restsaldoen er under grænsen for småaktiver, må du ikke straksafskrive den, som du måske kender det fra de almindelige regler for afskrivning.
Eksempel på forhøjet afskrivningsgrundlag
Jens køber en eldrevet maskine til en købspris på 100.000 kr. i 2025. Da maskinen er drevet på el, og han ikke bruger den privat må han afskrive driftsmidlet på et højere grundlag. I regneeksemplet kan du se, hvordan han regner restsaldoen for driftsmidlet ud.
| Købspris på eldrevet maskine | 100.000 kr. |
| Forhøjet afskrivningsgrundlag (108 %): 100.000 kr. x 1,08 (8 %) | 108.000 kr. |
| Afskrivning i købsåret: 108.000 kr. x 0,25 (25 %) | 27.000 kr. |
|
Restsaldo den 31. december: 108.000 kr. - 27.000 kr. |
81.000 kr. |
Det vil sige, at Jens kan bruge de 108.000 kr. som afskrivningsgrundlag i købsåret og afskrive med max 25 % om året i hele maskinens levetid.
Driftsmidler til både erhverv og privat (blandede driftsmidler)
Bruger du et driftsmiddel til både erhvervsmæssige og private formål, fx en bil, skal du afskrive på driftsmidlet for sig selv. Du kan ikke afskrive det sammen med andre driftsmidler, og du kan heller ikke bruge reglen om forhøjet afskrivningsgrundlag.
Du kan kun afskrive på selve købsprisen, og det er kun den erhvervsmæssige andel, du kan trække fra i dit regnskab.
Du skal selv vurdere, hvor meget du bruger driftsmidlet privat efter de faktiske forhold. Med biler skal du fx bruge kørebogen for at finde fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel. Læs mere om kørebogen under Brug af privat bil i virksomheden længere nede på siden.
Eksempel på afskrivning af maskine til erhvervsmæssig og privat brug
- Købspris på maskinen er 100.000 kr.
- Afskrivningen er 100.000 kr. x 0,25 (25 %) = 25.000 kr.
- Privat afskrivning: 25.000 kr. x 0,40 (40 %) = 10.000 kr.
- Erhvervsmæssig afskrivning: 25.000 kr. x 0,60 (60 %) = 15.000 kr.
- Restsaldo: 75. 000 kr.
Når restsaldoen er nået under beløbsgrænsen på 16.900 kr. i 2026 (16.200 kr. i 2025) for småaktiver, kan du trække resten af den erhvervsmæssige del af saldoen fra i årsregnskabet. Hvis fx restsaldoen i starten af året er 14.000 kr., vil du kunne trække den resterende erhvervsmæssige del (60 %) 8.400 kr. direkte fra i årsregnskabet.
Læs om reglerne for afskrivninger i Den juridiske vejledning
Du kan trække alle udgifter til reklame fra i dit regnskab. Det kan fx være annoncer og markedsføringsaktiviteter.
Du kan trække 25 % af en repræsentationsudgift fra i dit regnskab. Repræsentation er udgifter til at afslutte en forretning eller tilknytte eller bevare forretningsforbindelser som fx:
- Måltider
- Restaurationsbesøg
- Drikkevarer
- Gaver
- Udgifter i forbindelse med jubilæer, fødselsdage, rejser, udflugter mv.
Det er vigtigt, at du gemmer bilagene og noterer anledningen til udgiften som dokumentation.
For at du kan få fradrag for lokaler, der indgår som en del af din private bolig, må du ikke kunne bruge lokalerne privat. Det er ikke nok, at lokalerne rent faktisk ikke bliver brugt privat. Et rum, der er indrettet til kontor, vil fx næsten altid kunne bruges privat, og kan derfor ikke trækkes fra.
Skrivebord, skab og øvrigt kontorinventar kan du dog få helt eller delvis fradrag for, hvis du kan dokumentere eller sandsynliggøre, at du bruger udstyret i virksomheden. Bruger du fx inventaret halvdelen af tiden i din virksomhed og halvdelen af tiden privat, kan du trække 50 % fra i dit regnskab.
Du kan trække de udgifter til telefon og internet fra, som du bruger i din virksomhed. Du får fradragene ved at skrive udgifterne ind i dit skatteregnskab som udgift.
Men du skal samtidig betale skat af værdien af telefonen og i nogen situationer værdien af internettet. Når du får telefon og internet stillet til rådighed gennem din virksomhed, kaldes det for fri telefon og fri internet.
Du skal betale skat af fri telefon, når du trækker udgifter fra og har mulighed for også at bruge telefonen privat.
Sådan får du fradrag for udgifterne og betaler skat af værdien
-
Skriv udgifterne til fri telefon ind i dit skatteregnskab som udgift
-
Læg 3.500 kr. for 2026 eller 3.300 kr. for 2025 oveni virksomhedens resultat i dit skatteregnskab. Beløbet er en fastsat værdi af fri telefon og fri internet, som ændres hvert år.
-
Skriv 3.500 kr. for 2026 eller 3.300 kr. for 2025 på dit oplysningsskema i rubrik 462.
Du kan få fuldt fradrag af for udgifter til internet, hvis du har adgang til din virksomheds netværk via computeren i din private bolig (dvs. at du har adgang til stort set de samme funktioner, dokumenter eller mail, som når du arbejder i virksomheden).
Hvis du har adgang til virksomhedens netværk i din private bolig
Hvis du har adgang til virksomhedens netværk i din private bolig, skal du ikke betale skat af værdien, selvom du får fradrag for udgifterne. For at få fradraget skal du skrive udgifterne til internettet ind i dit skatteregnskab som udgift.
Hvis du ikke har adgang til virksomhedens netværk i din private bolig
Hvis du ikke har adgang til din virksomheds netværk i din private bolig, så skal du betale skat af værdien af fri internet. Sådan får du fradraget for udgifterne og betaler skat af værdien af internettet:
-
Skriv udgifterne til fri internet ind i dit skatteregnskab som udgift
-
Læg 3.500 kr. for 2026 eller 3.300 kr. for 2025 oveni virksomhedens resultat i dit skatteregnskab. Beløbet er en fastsat værdi af fri internet og fri telefoni, som ændres hvert år.
Hvis du både skal betale skat af værdien af fri telefon og fri internet, så er beløbet det samme, som hvis du kun blev beskattet af enten fri telefon eller fri internet. Du bliver altså ikke beskattet dobbelt så meget.
Beløbet er en fastsat værdi af fri telefon og fri internet, som ændres hvert år. I 2026 er beløbet 3.500 kr. I 2025 var beløbet 3.300 kr.
Sådan betaler du skat af værdien for både fri telefon og fri internet:
-
Læg 3.500 kr. for 2026 eller 3.300 kr. for 2025 oveni virksomhedens resultat i dit skatteregnskab.
-
Skriv 3.500 kr. for 2026 eller 3.300 kr. for 2025 på dit oplysningsskema i rubrik 462.
Hvis du og din ægtefælle begge betaler skat af fri telefon og/eller internet, kan I begge få 25 % i rabat. I skal derfor hver især betale skat af en mindre beløb. Beløbet er på 2.625 kr. årligt for hver (2026) eller 2.475 kr. årligt for hver (2025).
For at få rabat, skal I opfylde følgende betingelser:
- I skal være gift eller registrerede partnere
- I skal være samlevende ved årets udgang
- Jeres samlede skattepligtige værdi af fri telefon og fri internet i indkomståret skal udgøre mindst 4.600 kr. (2026) eller 4.400 kr. (2025). Det vil sige, at I inden for indkomståret tilsammen skal betale skat af telefon og internet i mindst 16 måneder.
Hvis I er blevet gift i løbet af indkomståret, har I ret til ægtefællerabatten for hele indkomståret. Det gælder, uanset hvornår på året, I er blevet gift.
For at få ægtefællerabatten skal den der driver virksomheden:
-
Lægge 2.625 kr. for 2026 eller 2.475 kr. for 2025 oveni virksomhedens resultat i dit skatteregnskab.
-
Skrive 3.500 kr. for 2026 eller 3.300 kr. for 2025 på dit oplysningsskema i rubrik 462. Vi beregner automatisk din ægtefællerabat.
Hvis du har egen virksomhed og bruger din private bil erhvervsmæssigt, kan du få fradrag for den erhvervsmæssige kørsel ved at trække udgiften fra i din virksomheds regnskab.
Du kan beregne udgiften til den erhvervsmæssige kørsel på 2 måder:
- Enten ud fra en beregnet "leje", der svarer til de faktiske erhvervsmæssige omkostninger (dvs. den erhvervsmæssige del af driftsudgifter og afskrivninger).
- Eller efter Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Satserne reguleres hvert år:
Sats for 2024: 3,79 kr./km indtil 20.000 km/år og 2,23 kr./km over 20.000 km/år
Sats for 2025: 3,81 kr./km indtil 20.000 km/år og 2,23 kr./km over 20.000 km/år
Eksempel 1: Du får godtgjort de faktiske udgifter ved den erhvervsmæssige kørsel
Ifølge kørebogen har du kørt 20.000 km, hvoraf de 8.000 km (40 %) er erhvervsmæssig kørsel.
Samlede driftsudgifter på bilen (benzin, forsikring, reparation mv.) er på 24.500 kr.
Bilen har en skattemæssig værdi på 150.000 kr.
Du kan afskrive op til 25 % af den skattemæssige værdi, bilen har ved indkomstårets begyndelse.
| Erhvervsmæssig andel af driftsudgifter: 40 % af 24.500 kr. = | 9.800 kr. |
| Afskrivninger. 150.000 kr. x 25 % = 37.000 kr. x 40 % = | 15.000 kr. |
| Fradrag i alt: | 24.800 kr. |
Eksempel 2: Du får godtgjort udgifterne efter Skatterådets satser
Ifølge kørebogen har du kørt 20.000 km, hvoraf de 8.000 km (40 %) er erhvervsmæssig kørsel.
2024: Efter Skatterådets satser kan du få fradrag for 8.000 km x 3,79 kr. = 30.320 kr.
2025: Efter Skatterådets satser kan du få fradrag for 8.000 km x 3,81 kr. = 30.480 kr.
Husk at føre kørebog, så du altid kan dokumentere, hvor meget du har kørt privat, og hvor meget du har kørt erhvervsmæssigt.
Se videoen og få styr på, hvordan du fører kørebog over din erhvervsmæssige kørsel:
(01:20 min)
Du kan også vælge virksomhedsordningen og lade bilen indgå der (dvs. at bilen indgår i virksomhedens økonomi). Så skal du som udgangspunkt beskattes af fri bil, hvis du råder over den privat. Til gengæld kan du trække alle bilens udgifter fra i virksomhedens regnskab.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om erhvervsbeskatning