Du bor i udlandet og arbejder i Danmark
Når du bor i udlandet, men arbejder i Danmark, er du begrænset skattepligtig. Hvis du hver dag pendler mellem din bolig i hjemlandet, fx Sverige eller Tyskland, og dit arbejde i Danmark, kan du ikke blive fuldt skattepligtig i Danmark, uanset hvor længe du arbejder her.
Det betyder, at du skal betale skat af din løn her i Danmark, og at du kan trække de udgifter fra, som vedrører din danske løn, fx kørselsfradrag, rejseudgifter og kontingent til fagforening eller a-kasse.
Når du bor i udlandet og har indtægt fra Danmark, fx i form af lønudbetalinger, pension eller offentlige ydelser, har du pligt til at oplyse dine identifikationsoplysninger til din indkomstudbetaler.
Din indkomstudbetaler skal indberette oplysningerne til Skattestyrelsen, som har pligt til at oplyse dit bopælsland om den indkomst, du har modtaget fra Danmark.
Du skal oplyse din indkomstudbetaler om:
- din adresse
- hvilket land du bor i
- dit danske cpr-nummer. Hvis du ikke har et cpr-nummer, skal du oplyse din fødselsdato og -år.
- dit Tax Identification Number (TIN) (fra 1. januar 2024)
TIN er et skatteidentifikationsnummer, som udstedes af dit bopælsland.
TIN anvendes i de enkelte landes skatteforvaltninger til identifikation af en indkomstmodtager, fx til vurdering af din skattepligt.
Her kan du finde mere information om TIN
Hvert land har deres eget regelsæt for formatet på TIN.
Hvis du bor i et EU-land kan du finde information om TIN for dit bopælsland på Europa kommissionens hjemmeside (europa.eu).
Hvis du bor i et land uden for EU, fx i USA, kan du finde yderligere information på OECD’s hjemmeside (OECD.org).
FAQ om TIN
Det skyldes, at din arbejdergiver har oplysninger om, at du ikke er tilmeldt en adresse i Danmark.
Når din arbejdsgiver indberetter din løn til Skattestyrelsen, skal arbejdsgiveren oplyse bl.a. dit navn, adresse, land, fødselsdato, evt. cpr-nummer og nu også TIN.
Det skal arbejdsgiveren, fordi Skatteforvaltningen i Danmark skal sende oplysningerne til dit bopælsland.
TIN er dit skatteidentifikationsnummer i dit bopælsland.
Hvis du bor i et EU-land, kan du få hjælp til at finde ud af, hvor dit nummer står, på EU’s hjemmeside TIN on-the-Web (europa.eu).
Du oplyser, at du har henvendt dig til dit bopælslands myndigheder og venter på svar. Du oplyser din arbejdsgiver om dine øvrige oplysninger, nemlig dit navn, adresse, land, fødselsdag, evt. dansk cpr-nummer og oplyser arbejdsgiveren om dit TIN, så snart du modtager det.
Du skal registreres hos os og have et digitalt skattekort, så du kan betale skat af din danske indkomst. Har du ikke tidligere været i Danmark, skal du desuden have et skattepersonnummer.
Du an få et skattekort ved at bruge den digitale blanket 04.063.
Bor du i Sverige?
Hvis mindst 75 % af din samlede indkomst beskattes i Danmark, kan du bruge skattereglerne for grænsegængere.
Når du har så meget af din indkomst i Danmark, kan vi udvide din fradragsret, så du også kan få fradrag for udgifter, som ikke vedrører den indkomst, som vi beskatter i Danmark. Det kan fx være renter i udlandet, eller din ægtefælles personfradrag, hvis denne ikke har indkomst, hverken i Danmark eller udlandet.
Hvis du i forbindelse med din forskudsopgørelse ønsker beskatning efter skattereglerne for grænsegængere, skal du kontakte os, og du skal indsende flere oplysninger.
Læs mere om grænsegængerreglerne
Når du ikke er ansat direkte af den danske virksomhed, men i stedet er sendt afsted for en udenlandsk arbejdsgiver for at udføre en arbejdsopgave hos en dansk virksomhed, er der tale om arbejdsudleje. Det betyder, at den udenlandske virksomhed udlejer din arbejdskraft til den danske virksomhed, som bestemmer, hvad du skal lave, og stiller fx værktøj til rådighed.
Er du ansat under disse forhold, skal du ikke have et skattekort, men skal i stedet bruttobeskattes med 8 % am-bidrag og 30 % indkomstskat. Du har ingen fradrag, men i stedet en lavere skatteprocent.
Du kan vælge i stedet at blive beskattet efter de almindelige danske skatteregler. Læs mere om Valg af beskatning efter almindelige regler (Den juridiske vejledning)
Den danske virksomhed skal sørge for, at du betaler am-bidrag og indkomstskat. Læs mere på siden Leje af medarbejdere fra udlandet - arbejdsudleje
Hvis du har en helårsbolig til rådighed i Danmark, eller hvis du opholder dig i Danmark i over 6 måneder uden at tage hjem til dit hjemland, vil du efter danske regler blive fuldt skattepligtig til Danmark.
Hvis du samtidig stadig er fuldt skattepligtig til dit hjemland, er du nu fuldt skattepligtig til to lande. Du skal derfor sende dokumentation til os for, at du er fuldt skattepligtig i dit hjemland, så vi kan afgøre, hvilket land der bliver dit bopælsland efter en dobbeltbeskatningsaftale.
Vi laver herefter en konkret vurdering af din situation, herunder hvor dine personlige og økonomiske interesser ligger. Det betyder, at du anses for at have bopælsland i det land, som du har størst tilknytning til, både økonomisk og personligt. Det land, hvor du har størst tilknytning, vil beskatte dig som fuldt skattepligtig. Det andet land vil som udgangspunkt kun beskatte dig, som hvis du var begrænset skattepligtig.
Kan det ikke afgøres, hvilket land du har størst tilknytning til, afgøres det ud fra, hvilket land du opholder dig mest i.
Vil du være omfattet af reglerne om dobbeltdomicil?
Du skal sende os dokumentation for, at du er fuldt skattepligtig i dit hjemland. Dokumentationen skal være udstedt af skattemyndigheden i dit hjemland.
Du kan sende dokumentationen ved at logge på skat.dk/tastselv og vælge Kontakt > Skriv til os > Indsend-indberet til os > Udland > Bekræftelse af skattepligt.
Danmark som domicilland
Hvis Danmark er dit domicil-land, og du har bankkonti, ejendom, pensionsordninger eller anden formue i dit hjemland, skal du oplyse det til os. Når du bor i Danmark, skal du altid oplyse alle dine indkomster og fradrag, uanset om de kommer fra Danmark eller udlandet.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om skattepligt og dobbeltbeskatning